fredag den 16. marts 2012

Motivet, der ikke findes



Billedet "Spejlveje" var en særlig gave fra Ærø kommune til H.K.H Prins Joachim og Prinsesse Marie (gengives her i reduceret opløsning)

Dette motiv findes ikke i virkeligheden. Det ved ingen. Før nu.
   Sagen er, at virkeligheden ikke altid arter sig, sådan som man gerne vil have det, og det er her begrebet "kunstnerisk frihed" kommer ind i billedet. Bogstavelig talt. Men hvor meget kan og skal man lave om, når man arbejder ud fra et forlæg? Hvordan finder man ud af, hvad og hvor meget der skal med? Det ser vi alt sammen på under pinsekurset på Ærø.
   Det genskabte Vitsø Nor var en oplagt gave til H.K.H Prins Joachim og Prinsesse Marie. Prinsen er protektor for Søbygaard, der ligger i umiddelbar tilknytning til noret, og da Joachim og Marie i 2010 gæstede Ærø, var anstrengelserne på at genskabe det meget smukke og fuglerige område netop tilendebragt.
   Selv om der naturligvis var protester mod planerne for noret, er det genskabte, vandfyldte nor allerede blevet endnu et seværdigt element i Ærøs storslåede natur. Et paradis for fugle og naturelskere, og et betagende syn for alle, der rejser mod Søby, når solen på sene eftermiddage og i de tidlige aftentimer splintres i vandspejlet i tusindvis af hvide, glitrende glimt.
   Møllen står midt i det hele som et monument over ikke bare store menneskelige anstrengelser på at inddæmme noret men også over lidt af et mirakel. Som noget af det eneste i området blev møllen nemlig stående, da den store stormflod i 1872 skyllede ind over dæmningen og forårsagede voldsomme ødelæggelser – ikke bare på Ærø men i store dele af det sydlige Danmark. Vandet i noret er ikke bare med til at skabe gode livsbetingelser for en række fugle og sjældne planter. Det har også gjort det nemmere at forestille sig, hvordan her engang så ud. Dengang handelspladsen Visby, øens første tilløb til en egentlig by, lå inderst i noret og skuttede sig. Dengang, man kunne sejle dybt ind i noret. Helt ind til foden af de vældige borg- og voldanlæg. Helt ind til Søby Volde og den hertugelige avlsgård Søbygaard.
   Som sagt vil man lede forgæves efter lige netop dette motiv, hvis man gæster Vitsø nor. Møllen findes, sivene er der, vandet er der også - men selve motivet, som det ser ud her, vil man spejde forgæves efter, selv om mange sikkert vil sværge på, at de har set det med deres egne øjne - og i hvert fald har ingen stedkendte ærøboer - og dem er der mange af - påtalt, at noget ikke stemmer. Men der er noget meget afgørende, der ikke stemmer.
   Når man står med skitseblokken, kan det være fristende enten at medtage hver en lille detalje eller omvendt at frasortere en mængde elementer med det samme. Der kan være ulemper ved begge metoder. Men ud fra hvilke overvejelser foretager man så sine valg? Hvordan afgør man, om et motiv er godt? Og hvad gør man, hvis man er blevet indfanget af noget, som man gerne vil formidle, men som mister sin kraft, når det kommer ned på papiret. Alle disse ting ser vi på, for det kan godt være, at motiver er flygtige og nogle gange slet ikke findes i virkeligheden, men det gør heldigvis løsningerne og de gode forklaringer.


   
   
   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar